Arrangementer for voksne

Torsdagssalon: Robert Dam om Scientologys børn

Tid
13:00 - 15:00
Pris
,: 30 DKK
Sted
Skovlunde Kulturhus
Skovlunde Kulturhus
I samarbejde med Ældresagen inviterer Skovlunde Kulturhus til Torsdagssalon med Robert Dam om hans nye bog Mørkets hoteller – Børnene i Scientology.

Hør den foruroligende historie om de hundredevis af børn, der blev født og opvokset på Scientologys hoteller i midten af København i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Uden at omgivelserne anede noget, levede disse børn i en parallelverden, adskilt fra det danske samfund. De lærte ikke dansk, blev ofte taget fra deres forældre kort efter fødslen, og boede sammen med andre børn i køjesenge på små, trange værelser.

Bogen fortæller, hvor galt det kan gå, når forældres ideologi bliver til fanatisme. Men den viser også, hvordan en åben og tolerant kommune blev udnyttet af en skrupelløs organisation, som valgte at etablere deres europæiske hovedkvarter i Danmark, fordi de vurderede, at myndighederne ville blande sig udenom.

Robert Dam var selv medlem af Scientology i 20 år, fra 1984 til 2004, og nåede helt til toppen af systemet. Efter at være blevet arresteret af Scientologys interne politi, Security Force, og underkastet intense afhøringer – først i 2 uger i København og dernæst 21 dage og nætter i moderorganisationen i Florida – kom han alvorligt i tvivl. Dette førte til hans afhop i starten af 2004.

I 2011 udgav han bogen Afhopperen – Mine 20 år i Scientology (fem stjerner i Jyllands-Posten), i 2015 TV2-dokumentaren Opgøret med Scientology, i 2016 podcasten Robert og thetanerne og i 2024 bogen Mørkets hoteller – Børnene i Scientology (fem stjerner i Berlingske).

Torsdag d. 26. marts kl. 13-15, Skovlunde Kulturhus. Billetter 30 kr. (inkl. kaffe og kage)