Litteratur

Vi elsker (nye) bøger!

Cecilie og Signe løfter sløret for kommende boghits!

Af Cecilie Damgaard Morales Bondy

Tags

romaner

I dag er det Verdens Internationale Bogdag, og det fejrer vi med et kig på nogle af alle de spændende bøger, der vil lande på hylderne de kommende måneder. Og det er ikke så få!

I tirsdags sendte Ballerup Bibliotekerne to spændte litteraturformidlere til "Forlagenes dag" på Gentofte Hovedbibliotek. Alle litteraturformidleres svar på juleaften! Her afslørede nogle af Danmarks største forlag, hvad Danmarks bogglade folk skal se frem til i sommerferien og til efteråret.

Dig, der elsker romaner: Glæd dig til nyt fra danske forfattere som Kim Leine, Annette Bjergfeldt, Caroline Albertine Minor og Søren Pilmark. Dagens overraskelse var, at vi skal glæde os til den spritnye roman "Røde port" skrevet af debutanten Nanna Holm. En roman, der allerede har fået flotte anmeldelser med på vejen fra både Berlingske og Kristeligt Dagblad.

På den internationale litteraturfront kan vi alle se frem til "Arbejderhjerte 2" af den norske stjerneforfatter Carl Frode Tiller, "Uden et ord" af populære Claire Leslie Hall, "John søn af John" af Douglas Stuart (ham med Shuggie Bain) og "Tata" af bestsellerforfatteren Valérie Perrin.  

Dig, der elsker krimier: Er du til hyggekrimier? Og asiatisk litteratur? Så kan du glæde dig til "Lejemorderen fru Shim" af Kang Jiyoung. På hylderne lander også nye titler fra Lars Kepler, en ny spionthriller fra Lars Findsen og Jacob Weinreich, samt en krimi skrevet af ingen ringere end Lone Hørslev, der er gået sammen med sin mand om en ny, dansk krimiserie. Og så afslutter svenske Håkan Nesser sin ekstremt populære serie om Gunnar Barbarotti.

Og så var der jo også alle debutanterne, fagbøgerne, kogebøgerne, biografierne - det bliver en ren (bog)fest!

Rigtig glædelig Verdens Bogdag! Brug den i selskab med lige DIN yndlingsbog - kom og find den på dit bibliotek!